Den forkerte vej koster på to måder. Enten betaler I for at få produceret noget, der allerede findes. Eller I får et kursus, som medarbejderne gennemfører, men som ikke ændrer, hvad de gør bagefter. Her er, hvordan I vælger.

Når et standardkursus er nok

Et standardkursus er det rigtige valg, når indholdet bygger på regler eller lovgivning, der er ens for alle virksomheder. GDPR og almindelige hygiejneregler er typiske eksempler. Her får I ikke mere læring ud af at producere fra bunden, for reglerne er de samme, uanset hvor I arbejder.

Vi har selv frarådet skræddersyede kurser i de situationer. Vi har også produceret et standardkursus i GDPR sammen med René fra gdpr-regler.dk, som sælges via E-Akademi og Lekon. Netop fordi emnet er ens for alle, kan ét godt kursus bruges af mange virksomheder.

Store internationale udbydere som LinkedIn Learning, Udemy Business, Coursera og Skillsoft har biblioteker med standardkurser i fx ledelse, kommunikation og software. De fleste er på engelsk, så tjek sproget, hvis kurset skal bruges af alle medarbejdere.

Systemtræning: spørg leverandøren først. Skal medarbejderne lære et nyt system, så spørg systemleverandøren, om de allerede har e-læring, I kan bruge. Har de ikke, kan I i nogle tilfælde få dem til at bygge den gratis, fordi de kan genbruge den til deres andre kunder.

Når det skal skræddersys

Skræddersyet e-læring giver mening, når indholdet kun findes hos jer. Et standardkursus kan ikke lære medarbejderne noget, som kun gælder i jeres virksomhed. Typiske eksempler:

  • Unikke arbejdsgange: hvordan jeres produktion, butik eller kundeservice faktisk fungerer.
  • Særlige sikkerhedsprocedurer: jeres maskiner, jeres lokationer og jeres regler ud over lovens minimum.
  • Onboarding i virksomheden: jeres historie, værdier og måde at arbejde på. Se også vores guide til onboarding af nye medarbejdere.
  • Egne systemer: når leverandøren ikke har noget, I kan bruge.

Regnestykket hænger ofte sammen, fordi udgiften fordeles på mange medarbejdere. Et onboarding-kursus, som alle nye tager i flere år, koster lidt pr. person, selv om produktionen er en større investering. Se hvad e-læring koster for priser.

Vil I have kurset til at ligne jer, kan det også være en grund. Men det er sjældent nok i sig selv, hvis indholdet ellers er standard.

Når I bygger selv i Rise

Teknisk kan en medarbejder sagtens bygge brugbar e-læring i Articulate Rise. Vores skøn er, at det tager en dag eller to at lære de basale funktioner, og at det derefter ikke er meget sværere end at være en god bruger af PowerPoint. Det passer fint til korte, enkle budskaber, fx en fast arbejdsgang, der ikke ændrer sig.

Det, der typisk går galt, er ikke teknikken. God e-læring kræver flere fag på én gang: formidling, visuelt design, didaktik og en plan for, hvordan viden bliver husket. Et kursus fra marketing kan se rigtig godt ud og stadig mangle det sidste.

Problemet viser sig først, når kurset har været i brug et stykke tid:

  • Medarbejderne glemmer det meste, fordi der ikke er gentagelse eller opfølgning (glemselskurven).
  • Kurset bliver en besked, der er sendt ud, ikke træning.
  • Adfærden ændrer sig ikke, selv om alle har gennemført.

Tiden er sjældent argumentet. Enkle produktioner tager cirka lige lang tid, uanset om I laver dem selv eller får dem lavet. Ved mere krævende produktioner er et erfarent bureau ofte hurtigere. Den største forskel er kvaliteten og sikkerheden for, at kurset fører til en ændret adfærd.

Kombinationen: ofte det bedste valg

De tre veje kan kombineres, og det er ofte det, der giver mest for pengene. To modeller går igen:

  1. Standardkursus plus jeres eget modul. Selv hvor I har særlige arbejdsgange, kan et standardkursus dække det generelle. Et kort skræddersyet modul lægger jeres kontekst ovenpå, så medarbejderen kan se, hvad reglerne betyder i deres hverdag.
  2. I bygger, bureauet producerer de tunge dele. I løfter det, I kan og vil selv, og henter hjælp til de dele, hvor I vil have mere output eller højere kvalitet. Det er typisk video, animation og det visuelle.

Compass Group er et eksempel på den anden model. Vi producerede det visuelle indhold til deres digitale onboarding-program, og Compass byggede det selv ind i deres eget LMS og deres arbejdsgange. Med kildefilerne i hånden kan I også selv opdatere kurset senere.

De tre veje side om side

StandardkursusSkræddersyetSelv bygge (fx Rise)
Passer tilRegler og lovgivning, der er ens for alle (GDPR, hygiejne), og generelle emnerJeres egne arbejdsgange, procedurer, systemer og onboardingKorte, enkle budskaber om faste arbejdsgange
StyrkeHurtigt i gang og lav pris pr. medarbejderIndhold, der passer præcis til jerFuld kontrol, og I kan rette selv
FaldgrubeKan føles fjernt fra hverdagenStørre investering, der skal fordeles på mangeSer godt ud, men ændrer ikke adfærd
Kombinér medEt kort eget modul med jeres kontekstStandardkurser til det generelleBureau til video, animation og de tunge dele

Vil I læse mere om, hvordan vi arbejder, så se produktion af e-læring til virksomheder.

Om forfatteren: Simon Gad Andresen er ejer af ContenTribe i Aarhus og har lavet e-læring for virksomheder i hele Europa i over 10 år. ContenTribe producerer e-læring i Articulate Rise og Storyline med animation og video i huset.