Vi bygger e-læring i begge værktøjer. Her er vores erfaringer med, hvornår hvad passer, hvad det tager af tid, og hvad der oftest går galt.
| Rise | Storyline | |
|---|---|---|
| Bedst til | Modulopbyggede kurser, der skal laves hurtigt | Større produktioner og skræddersyede forløb |
| Mobil | Tilpasser sig automatisk alle skærme | Skal planlægges til de skærme, kurset vises på |
| Design | Faste blokke og få valg | Fri placering af alt på skærmen |
| Interaktioner | Standardblokke, plus Storyline-blokke og kode | Alt, hvad du kan bygge |
| Hvem kan bygge | Også ikke-tekniske brugere | Kræver mere erfaring |
| Typisk eksempel hos os | Kaffekursus | GDPR- og hygiejnekursus |
Hvad er Articulate 360, og hvad koster det?
Rise og Storyline købes ikke hver for sig. Begge er en del af abonnementet Articulate 360, som betales pr. bruger pr. år.
| Abonnement | Pris pr. bruger pr. år | Med Rise og Storyline |
|---|---|---|
| Articulate 360 AI til en enkelt designer (kan ikke overdrages) | 1.449 USD | Ja |
| Articulate 360 AI til L&D-teams | 1.749 USD | Ja |
| Articulate Frontline (til træning uden for L&D) | fra 500 USD (ubegrænset antal brugere) | Nej |
Priser fra Articulates prisside, tjekket 11. november 2026. Priserne er uden moms og kan ændre sig. AI-funktioner som avatarvideoer og oversættelse betales derudover med credits.
Skal I kun have lavet et enkelt kursus, behøver I ikke selv købe licensen. Når vi producerer, kan vi bygge i vores egen licens eller i jeres, alt efter hvad I foretrækker.
Hvornår Rise er det rigtige valg
Rise passer, når kurset skal laves hurtigt og må være bygget af moduler, uden unikt design eller et læringsforløb, der er tegnet helt fra bunden. Rise er også det naturlige valg, når det er vigtigt, at kurset fungerer godt på mobilen, fordi alt tilpasser sig skærmen af sig selv.
Begrænsningerne er reelle. Layout og design kan være svære at arbejde med, og der er få muligheder for at bygge en helt egen brugerrejse. Det er de begrænsninger vi selv har oplevet i vores arbejde.
Men begrænsningerne er også meningen. Rise er bygget med få valg. Det gør produktionen mere overskuelig for folk, der ikke er tekniske, og ofte også hurtigere, fordi der ikke er så meget at tage stilling til.
Eksempel: Vores kaffekursus er bygget i Rise. Kurset bygger pædagogisk meget på video, og interaktionerne omkring videoerne var forholdsvis enkle at navigere igennem. Den grad af interaktion kunne Rise klare uden ekstra kode.

Hvornår Storyline er det rigtige valg
Storyline er typisk værktøjet til de større produktioner. Du kan sagtens lave et langt kursus i Rise, men Storyline giver langt mere fleksibilitet og frihed.
Har I helt egne forestillinger om, hvordan forløbet skal bygges, og hvordan deltagerne skal interagere med indholdet, er Storyline ofte det bedre bud. Det gælder også, hvis kurset kun skal vises på computer. Så er der plads til mere detaljerede skærmbilleder og forløb, der nærmest minder om et spil.
Eksempler: Vores GDPR-kursus er lavet i Storyline. GDPR kan være et abstrakt emne, så vi koblede det til mange praksisnære eksempler fra hverdagen og byggede interaktive oplevelser omkring dem. Hygiejnekurset, som vi er ved at producere, bygges også i Storyline.

Det bedste fra begge: Storyline og kode i Rise
Du behøver ikke vælge ét værktøj til hele kurset. I Rise kan du lægge Storyline-elementer og blokke med egen kode ind. Derfor er Rise ofte det rigtige valg, også når kurset skal kunne lidt mere.
De fleste kurser er nemlig ikke komplicerede hele vejen igennem. Der er typisk nogle få nedslagspunkter, hvor deltageren skal have en særlig oplevelse: en simulation, en øvelse eller en interaktion, som standardblokkene ikke kan klare. Dem bygger vi i Storyline eller som kode og sætter ind netop i den sektion. Resten af kurset beholder fordelene ved Rise.
Rises begrænsninger er derfor i praksis dem, du møder, når du vælger at bygge en del i Storyline eller kode i stedet.
Hvor lang tid tager det at bygge et kursus?
Et egentligt læringsforløb, fx et GDPR-, hygiejne- eller cybersikkerhedskursus, tager typisk mellem 1 og 6 måneder fra start til færdigt kursus. Nogle falder uden for i begge ender. Korte stykker microlearning er en anden sag.
Spørgsmålet minder om "hvor lang tid tager det at bygge en bygning?". Er det et typehus eller 37 etager? Begge er bygninger, men svaret afhænger af, hvad der skal bygges.
Rise-produktioner bliver ofte hurtigere færdige. Det er ikke Rise i sig selv, der er hurtigere. Det er begrænsningerne i Rise, der gør, at det typisk er de enklere kurser, der bygges der.
Det afgør tiden mest:
- Jeres forberedelse: Ligger viden og materiale klar, eller skal det samles først?
- Mål og delmål: Er det defineret, hvad deltagerne skal kunne bagefter?
- Pædagogik og didaktik: Er der gjort overvejelser om forløbet på forhånd?
- Visuel stil: Ligger der en stil, eller skal den udvikles?
- Video og animation: Én video eller 21 videoer gør en stor forskel.
Der er forskel på kunden, der kommer med mål, delmål og visuel stil, og kunden, der siger: "Vi vil lave et hygiejnekursus, men vi ved ikke, hvor vi skal starte." Begge dele er helt fint. Det er bare to forskellige projekter. Se også, hvad e-læring koster.
Seks ting, der ofte går galt, når man bygger selv
Værktøjet er sjældent problemet. Det, der går galt, er de valg, der ikke blev truffet, før produktionen gik i gang.
- Man producerer, før målet er klart. Hvad skal deltagerne kunne bagefter, og hvordan dokumenterer I, at de kan det? Som regel er målet ændret adfærd, ikke bare at levere information ud i organisationen.
- Sprogversioner bliver glemt. Skal kurset findes på flere sprog, afgør jeres produktionsvalg, om det bliver let eller dyrt at oversætte bagefter.
- Skærmen er ikke besluttet. Mobil, computer eller begge? Skal det virke på alle skærme, er der flere begrænsninger på, hvor kreativ oplevelsen kan blive. Kun computer giver plads til mere detaljerede og spillignende forløb.
- Testen sender folk på skattejagt. Et kursus slutter med 10–15 spørgsmål, deltageren dumper og skal nu bladre mange sider tilbage for at finde svarene. Beslut på forhånd: Skal feedbacken linke tilbage til den rigtige side, eller give en del af svaret?
- Tilgængelighed kommer for sent. Skal ordblinde kunne tage kurset, skal teksten kunne læses op, og formatet skal understøtte det fra start.
- Ingen har tænkt på vedligehold. Handler kurset om noget, der ændrer sig, fx GDPR-regler, kan en stor studieproduktion blive meget dyr at opdatere. Alternativet bliver et Frankenstein-kursus, hvor dyre elementer klippes ud og erstattes af simple tekstskærme. Vi har set mange kurser vælte på netop vedligeholdelsen.
Kan AI i Articulate 360 bygge kurset for dig?
Articulate 360 har efterhånden AI-funktioner, og de er hederlige. Vi bruger dem, typisk til en første version. Men meget af kurset bygges stadig på den almindelige måde.
Vores bedste resultater kommer et andet sted fra: Vi bygger enkelte elementer uden for Articulate med AI-værktøjer som Claude og Codex og henter dem ind i den samlede produktion. Det passer godt med pointen ovenfor. Det meste kan Rise klare, og det særlige bygges som et element for sig.
Fra værktøj til LMS
Både Rise og Storyline kan eksportere kurset som SCORM eller xAPI (Tin Can), så det kan køre i jeres LMS og registrere, hvem der har gennemført. Test altid kurset i det LMS, det skal køre i, og på de skærme og browsere, deltagerne bruger. LMS'er opfører sig forskelligt, og fejl i gennemførelse og score viser sig ofte først dér. Det gør vi altid, før vi afleverer.
I ejer hele projektet. Vi leverer ikke kun den færdige SCORM- eller xAPI-pakke til jeres LMS. Til Storyline-kurser får I også projektfilen (.story-filen), så I kan åbne projektet i jeres egen Articulate og selv lave mindre opdateringer senere. Rise-kurser har ingen projektfil, fordi de ligger i Articulates sky. Dem bygger vi ofte direkte i jeres eget Rise. Ellers kan kurset ligge i vores miljø, klar til rettelser, hvis I vender tilbage. Vi kan også invitere jeres folk ind som samarbejdspartnere på kurset. Hvad der passer bedst, afhænger af, hvor meget I selv vil være med i projektet. I er ikke bundet til os, men mange kommer tilbage, når kurset skal videreudvikles.
Selv bygge eller få hjælp?
Har I folk med tid og erfaring, og er kurset enkelt, kan I sagtens bygge selv i Rise. Er kurset større, skal det på flere sprog eller vedligeholdes løbende, betaler det sig ofte at få hjælp til planlægningen, også selvom I bygger en del selv. Læs mere om valget mellem standardkursus, skræddersyet og selv at bygge, eller se, hvordan vi producerer e-læring.

